Çok Yakında

VI ER IKKE LÆNGERE INDVANDRERE, VI ER DANSKERE

Haziran 5th, 2016 | by Adnan B. Baloğlu
VI ER IKKE LÆNGERE INDVANDRERE, VI ER DANSKERE
Din
0

Af Prof. Dr. Adnan Bülent Baloğlu, Konsul for religion ved den tyrkiske ambassade

Danmark er et vigtigt skandinavisk land, der har en brobyggende funktion mellem de skandinaviske lande og det kontinentale Europa. Som efterkommere af vikingerne er det et land, der fælles med Sverige, Norge og Island repræsenterer denne kultur. Danmark, der er et skandinavisk land, har indført social velfærd, social beskyttelse, sikkerhed og ligestilling. Ingen er privilegeret, og alle har lige rettigheder. Omhyggelig og aktiv “socialdemokratisk” forvaltningsmodel er med til at dette princip bliver gennemført i landet. På den ene side prøver dette land med sin demokratiske tilgang at udvikle menneskelige dyder og evner, og på den anden side at bevare frihed, retfærdighed, ligestilling, juridisk overlegenhed, og respekt for menneskerettigheder. Danmark er ud fra ovenstående egenskaber et af de få lande, der kan holde velfærdsniveauet for sin befolkning højere end verdensstandarden. Danmark har en del ligheder med Sverige, hvor jeg har arbejdet i 5 år, og som jeg har stiftet bekendtskab med. Ligeledes har landet en del ligheder med lande som Norge og Finland, som jeg har haft ansvaret for arbejdsmæssigt.
Lad mig forklare hvorfor jeg har lavet den korte indledning. Formålet er, at jeg først og fremmest i denne og efterfølgende artikler vil fortælle lidt nærmere om landet, vi lever i. Vi har cirka 50 års livserfaring i landet, men jeg mener ikke, at vi har meget kendskab til landets historiske, religiøse, kulturelle og sociale struktur. For det andet er det en kendsgerning, at de ikke kender os på den ”ideelle” måde. Når en ubehagelig hændelse om islam og muslimer finder sted, kan der med den islamofobiske refleks nemt ske en generalisering, og alle bliver sat i samme bås. De kan fejlvurdere os, vores kultur, vores forståelse af islam, vores historiske erfaringer eller vælge at ignorere det. Ganske vist har både ”fordomsfulde” medier og politikere del i det. Vi har problemer med at fortælle det danske samfund om os selv, og vi er nødt til at overvinde det på en eller anden måde. Det er ikke muligt at komme videre, hvis præsentationen er begrænset til bazaarer eller åbent hus arrangementer. Det er nødvendigt, at vi deltager aktivt i det intellektuelle og akademiske miljø. Således skal vi til tider præstentere os selv altså det “virkelige os”. De skal lære os at kende og lytte til os gennem os.
Lad os derfor først starte med os selv og udtrykke et emne åbenhjertet. Vi er glade for at være en del af Danmark. Vi har respekt for Danmarks demokratiske og sekulære retsstat. Det er bestemt ikke vort formål, at slide eller svække de danske værdier og institutioner. Vi har på ingen måder forbindelse til marginale ekstremistiske grupper, der har sådant et formål. Vi ved og tror inderligt på, at disse værdier og institutioner er årsagen til eksistensen af samtlige etniske minoriteter i landet, som knytter dem til det danske samfund og hinanden som byggesten.
Danmark er i dag et multinationalt, flersproget, multikulturelt og multireligiøst samfund. Dets flag er kendt som “Dannebrog” (Danernes Fane), og ifølge de Forende Nationer er flaget verdens ældste flag, der har været brugt siden 1219. Ifølge en legendes beretninger, var Kong Valdemars hær gået i krig mod esterne, og det så slet ikke lyst ud. I det øjeblik griber Kong Valdemar “Dannebrog”, som falder flagrende ned fra himlen, situationen ændrer sig for esterne, og det ender med, at den danske hær vinder slaget. Flaget blev officielt det danske nationalflag den 25. marts 1757, og korset repræsenterer kristendommen. Mens den hvide farve symboliserer loyalitet, ærlighed og fred, symboliserer den røde farve mod, tapperhed og magt. Dette fortolkes som den danske befolknings loyalitet, ærlighed, fred, mod, tapperhed og magt. Disse er ikke fremmed for os. De samme træk er også væsentlige karakterer i det tyrkiske samfund. Farverne i vort flag er også rødt og hvidt. Den eneste forskel er, at vi er muslimer. Dette er dog ikke et punkt, der adskiller os dybt. Tværtimod er det et møde med to forskellige kulturer og dets kulturelle værdier og skabelse af velstand. Bevidste om dette har vi gennem ca. 50 år ydet et ”unægteligt” bidrag indenfor alle områder til den danske stat. Vi betaler skat, er lovlydige borgere og vil forsætte med at være det. Blandt etniske minoriteter tilhører vi gruppen med lavest kriminalitet. Vi holder også meget af vores danske brødre, og vi er sikre på, at de også holder af os.
Vi er ikke kommet her op som ”flygtninge” fra Tyrkiet. Tværtimod er vi blevet inviteret. Vi er kommet her op af egen vilje og ønske. Ja, vi har forladt vores sted, hjemland, fødeland, jord og fædreland, men vi har fået et nyt land og fædreland. Det danske samfund har taget mod os med åbne arme. Vi er dem taknemlige. Jeg vil særligt understrege, at vi i dag ikke er indvandrere længere. Vi er en del af Danmark. Vi er et af de væsentlige elementer. Hvis en del af os er Tyrkiet, er den anden del Danmark. Der er en grundlæggende årsag til, at vi er knyttet til landet. Derfor er Danmarks nationale interesser også vores interesser. Hundredvis og tusindvis af vores mennesker udfører i dag tjeneste som politi, militær, embedsmænd og ufaglærte. Vi har skatteydende forretningsmænd med danske medarbejdere. Kort sagt er vi uadskillelige. ”Vi er ligesom et liv i samme krop, vi kan ikke skilles ad”,
Indvandringen har naturligvis medført social drama og trauma. Det er en naturlig regel. Siden 1820’erne har hundredetusinder af danskere, emigreret til USA, Australien, Canada og New Zealand pga. sult, hungersnød, fattigdom og krig i håbet om at få et bedre liv. En undersøgelse lavet i 2000 viste, at der alene i USA var 1,5 millioner mennesker med danske rødder. I dag forsætter de deres liv som dansk-amerikanere. De første tilflyttere etablerede deres egne kirker og lærte børnene dansk som det første. Der blev etableret borgerlige samfundsorganisationer for at holde liv i den danske kultur. De har tabt og vundet i samme grad. De har oplevet familiedramaer. Det gælder på samme måde for os. Lad os ikke glemme kendsgerningen i indvandringen, at den giver og tager.
Vi har således fælles oplevelser af indvandringen. I dag har vi også åbnet vores døre op for mere end tre millioner syriske flygtninge. Vi deler vores brød og vand med dem. Det er en kendsgerning, at en tredjedel af dem ikke vil forlade vores grænser, hvis krigen sluttede i dag. Vi vil bestemt få gavn af Danmarks sociale og politiske indvandringspolitik. Derfor vil det ikke være svært for den danske stat at forstå os. Vi vil bidrage med vores kulturelle værdier til Danmarks fremtid. Vores bestræbelse på at bevare og holde liv i vores værdier er ikke en trussel mod detter land. Det er vigtigt for Danmark at have et samfund bestående af uafhængige, meget ”bevidste”, dygtige, intelligente, arbejdsdygtige borgere, der på samme tid udviser respekt for de danske værdier. Vi har ansvaret for hinanden.
Vi er ikke længere indvandrere. Vi er danskere. Danske statsborgere.
Slutteligt vil jeg lykønske jeres hellige måned Ramadanen. Jeg håber, den bringer jer sundhed, og håber på at det bliver en fredfyldt måned der medfører samhørighed og solidaritet.
Lad os til ære for ramadan måneden slutte af med en hadith. Der er i en hadith berettet, “Fast! Det er uden tvivl, at fasten er et skjold mod Helvede, ligesom det er jeres skjold under kamp.

Yorumlara kapalıdır.

HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com