Çok Yakında

Tyrkiet går til valgurnerne: et præsidentsystem på vej?

Nisan 9th, 2017 | by Gazete Kuzey
Tyrkiet går til valgurnerne: et præsidentsystem på vej?
Danimarka
0

Af Deniz Yurdakul
Søndag d. 16. april afholdes den efterhånden meget omtalte folkeafstemning om forfatningsændringer i Tyrkiet. Som det har været tilfældet ved tyrkiske valg i de senere år, fremstår debatten også denne gang som et valg for eller imod præsident Recep Tayyip Erdogan. Følelserne løber højt, også hos danske borgere med tyrkisk baggrund, men persondebatten skygger over den mere principielle debat om de konkrete foreslåede artikelændringer. Forfatningsændringerne vil have betydning ud over Erdogans regeringstid, hvorfor den mangelfulde principelle debat er problematisk. Hvis man ser bort fra personen Erdogan, hvad er det så tyrkerne egentlig skal stemme om?
De 18 artikelændringer
I august 2014 blev Erdogan valgt til præsident ved direkte valg som den første i den tyrkiske republiks historie med knap 52% af stemmerne. Præsidenten er ifølge gældende forfatning Tyrkiets statsoverhoved, men er i høj grad en ceremoniel position. Erdogans seneste forgængere på posten, Ahmet Necdet Sezer og Abdullah Gül, begrænsede sig til denne ceremonielle rolle, mens magten i høj grad var placeret hos premierministeren og parlamentet. Siden skiftet fra premierminister til præsident i 2014, har Erdogan dog ønsket, og aktivt arbejdet for, et skifte fra det nuværende parlamentariske system til et præsidentielt system, og ved udgangen af 2016 annoncerede Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) sine planer om at nedlægge premierministerposten og overføre postens kompetencer til præsidenten.
Ønsket mødte i begyndelsen stor modstand fra de repræsenterede oppositionspartier i parlamentet, men i slipstrømmen på et internt lederskabsopgør hos det nationalistiske parti MHP, ændrede partiet, med Devlet Bahceli i spidsen, pludseligt mening i oktober 2016, og støttede nu de foreslåede forfatningsændringer. Processen tog herefter fart, og regeringen udsendte et forslag d. 10. december, og med MHP’s stemmer blev forslaget vedtaget i parlamentet d. 21. januar 2017 og sendt til folkeafstemning.
Blandt de 18 foreslåede artikelændringer findes en række relativt ukontroversielle ændringer herunder bl.a. en forøgelse af antallet af parlamentsmedlemmer fra 550 til 600, nedsættelse af alderskravet for valgbarhed til parlamentet fra 25 år til 18 år og en tilføjelse af ordet ”upartisk” i forlængelse af ”uafhængig” om domstolene i forfatningens artikel 9. 
Men der er også inkluderet ændringer, som vil ændre det politiske system fundamentalt og koncentrere yderligere magt i præsidentembedet.
Den lovgivende og udøvende magt
Under det nuværende system vælger befolkningen en præsident hvert femte år og parlamentarikere hver fjerde år. Præsidenten udpeger en premierminister, som skal godkendes af parlamentet. Premierministeren udpeger herefter ministrene, som skal godkendes af præsidenten.
De foreslåede forfatningsændringer vil ændre styreformen til et præsidentielt system, som vil ændre magtfordelingen mellem parlamentet og præsidenten fundamentalt.
Under det foreslåede system vil befolkningen skulle vælge landets præsident og parlamentarikere samtidigt. Premierministerposten afskaffes, og præsidenten udpeger ministrere, som ikke skal godkendes af parlamentet.
Parlamentets mulighederne for kontrol med præsidenten svækkes under det foreslåede system, hvilket er blevet kraftigt kritiseret af bl.a. Venedig-kommissionen. Parlamentets ret til interpellation – retten til at stille spørgsmål direkte til præsidenten – afskaffes, hvilket drastisk svækker parlamentarikernes mulighed for konstruktivt at kontrollere præsidenten. Kun skriftlige spørgsmål vil være tilladt, men kan kun adresseres til vice-præsidenter eller ministre. Regeringen argumenterer for, at retten til interpellation ikke vil være nødvendig under det nye system, da præsidenten er valgt direkte af befolkningen, hvorfor det ikke være vil være acceptabelt for parlamentet at stille spørgsmål til en præsident, som henter sin autoritet fra befolkningen.
En hjørnesten i parlamentariske demokratier – retten til at stille et mistillidsvotum – afskaffes også i det foreslåede system, og erstattes af en mekanisme som er mere tidskrævende og kræver flere parlamentariske stemmer. Den nuværende gensoru-mekanisme kan benyttes af parlamentarikerne til at igangsætte en undersøgelse og kan ultimativt udløse et mistillidsvotum mod en minister eller premierministeren. Gensoru-processen må maksimalt vare 18 dage, og en succesfuld proces kan afsætte et individ eller hele regeringen.
De foreslåede forfatningsændringer vil afskaffe gensoru-mekanismen, og erstatte den med en sorusturma (undersøgelses)-mekanisme, som vil kræve 3/5 af stemmerne i parlamentet for åbne en reel undersøgelse. Den samlede proces vil kunne vare helt op til 10 måneder at gennemføre.
Præsidenten kan desuden omgå parlamentet og udstede dekretlove inden for sociale, økonomiske og endda visse politiske områder. Dekretmagten er dog ikke uden begrænsninger, da parlamentet har mulighed for at underkende dekretet, men med et flertal i parlamentet, vil præsidenten i princippet kunne lede landet egenrådigt inden for en række områder.
Endeligt kan præsidenten under det nuværende system kun anklages for forræderi, mens alle referencer til forræderi erstattes med ordet ”forbrydelse” under det foreslåede system, hvilket er blevet udlagt som en forøget kontrol med præsidenten. Det kræver dog et flertal i parlamentet, mod 1/3 under det nuværende system, samt at sagen skal føres af forfatningsdomstolens 17 dommere, hvoraf 14 af dem, som en konsekvens af regeringens tidligere juridiske reformer i 2010, er udpeget af præsidenten selv.

Retssystemet
På nuværende tidspunkt udpeges 46% af Tyrkiets 39 seniordommere af præsidenten, 8% af parlamentet, 5% af premierministeren og kabinettet og 41% af retsvæsenet. De foreslåede forfatningsændringer vil medføre, at samtlige seniordommere vil blive udpeget af politikere, og de fleste, 69%, direkte af præsidenten. De resterende 31% vil blive udpeget af parlamentet.
Forslaget inkluderer omfattende reformer af Det Øverste Råd for Dommere og Anklagere (HSYK), som er det råd som fører tilsyn med udnævnelsen af embedsmænd i retssystemet, ansætter dommere i forskellige domstolene og igangsætter disciplinære sager. De foreslåede ændringer vil betyde, at retsvæsenet mister retten til selv at udvælge nogen af HSYK’s medlemmer.
I stedet mindskes rådet til 13 medlemmer, hvor ansvaret for udnævnelser deles mellem parlamentet (6), præsidenten (6) og justitsministeren (1). Med præsidentens, som under de foreslåede ændringer gerne må forblive medlem eller leder af et politisk parti, indflydelse over partiet, vil præsidenten reelt kunne udpege alle 13 medlemmer.
Ændringerne af HYSK er en omstødelse af tidligere AKP-reformer, som på daværende tidspunkt blev promoveret som et forsøg på at give mere uafhængighed til retssystemet.
Sammenholdt med præsidentens ansvar for at udpege 14 af 17 dommere i forfatningsdomstolen, vil præsidenten således være ansvarlig for at udpege mere end 2/3 af landets seniordommere uden nogen form for ekstern kontrol. Da præsidenten og parlamentet under det nye system vil vælges samtidigt for en femårig periode, er det sandsynligt, at præsidenten og hans parti vil have så godt som fuld kontrol med udnævnelse og afskedigelse af dommere.
Argumenter for et ja
Et stærk Tyrkiet har ifølge regeringen brug for stabilitet. Et stærkt politisk lederskab vil effektivisere beslutningsprocessen, gøre økonomien mere robust og tillade regeringen at håndtere terrorismetruslen bedre. Ifølge Erdogan hindrer det nuværende ”dobbelt-leder-system” en hensigtsmæssig politisk proces, da der ”altid vil være mulighed for samarbejdsproblemer”. De franske og amerikanske politiske systemer fremhæves ofte som gode eksempler.
Mange tyrkere foretrækker at have en stærk mand i spidsen, især under de nuværende vanskelige tider, som kan bekæmpe Tyrkiets mange angivelige fjender – fjender som ikke ønsker at se Tyrkiet opnå succes. For at bekæmpe terrorisme, separatisme, fjendtlige europæere og kupmagere, må nationen samle sig bag en stærk leder, som relativt uhindret kan træffe de rettidige og rigtige beslutninger.
Kombineret med Erdogans enorme popularitet blandt store dele af befolkningen, og et mediebillede som i høj grad understøtter regeringens narrativ og dagsorden, er mange tyrkere ikke tilbageholdende med at berige Erdogan med yderligere magt – præsidenten vil trods alt stadig være valgt ved direkte valg af befolkningen, hvilket bevarer det demokratiske aspekt og stiller præsidenten til ansvar over for befolkningen.
Desuden vil præsidentens magt svækkes betydeligt, hvis præsidentens parti ikke samtidigt har et flertal i parlamentet.
Argumenter for et nej
Man skal ned i analytiske minimumsdefinitioner for at beskrive et land som et demokrati, blot fordi landet opfylder kravet om frie og lige valg – og selv kravet om lige valg kan Tyrkiet ifølge kritikere ikke leve op til med bl.a. forfordeling af medietid til regeringen og en ikke-eksisterende pressefrihed.
Tyrkiet er på vej i en autokratisk retning, og landet har brug for mere demokrati, ikke mindre.
Et præsidentielt system er mere sårbart over for autokratiske tendenser – derfor er magtens tredeling, checks and balances, afgørende. Den lovgivende magt svækkes markant i det foreslående system med en nedlæggelse af premierministerposten og med mindsket kontrol af præsidenten. I modsætning til det amerikanske politiske system vil der ikke være midtvejsvalg, som kan skabe noget balance til den udøvende magt. Når præsidentens parti har et flertal i parlamentet, vil kontrol med præsidenten være så godt som ikke-eksisterende. Den dømmende magt vil miste yderligere uafhængighed ved i stigende grad at være under indflydelse af politikerne. Koncentrationen af magt i præsidentembedet, sammenholdt med manglen på pressefrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, gør sammenligningen med de franske og amerikanske systemer ugyldig.
Samtidigt kritiseres timingen for afstemningen: adskillige parlamentarikere fra landets andenstørste oppositionsparti er fængslet, landet er under nødret og processen omkring parlamentarikernes godkendelse af artikelændringerne brød med reglerne om hemmelig stemmeafgivelse, hvilket har sat spørgsmålstegn til den oprigtige opbakning til reformen hos de folkevalgte politikere.
Princippernes betydning – med eller uden Erdogan
Blot halvdelen af den tyrkiske befolkning føler ifølge meningsmålinger, at de er tilstrækkeligt informeret om den kommende folkeafstemning, men opbakningen til personen Erdogan kan blive udslagsgivende.
Erdogan og AKP lovprises af baglandet for økonomisk vækst, stabilitet og for forøget frihed for en socialkonservativ livsstil. Mange socialkonservative tyrkere følte sig undertrykt i tiden før AKP kom til magten i 2002, og forbinder de to største oppositionspartier med ekstrem sekularisme (CHP) eller ligefrem terrorisme og ateisme (HDP). For mange er der ikke noget reelt alternativ til AKP, og med en winner-takes-it-all politisk kultur i Tyrkiet, foretrækkes det, at så meget magt som muligt koncentreres hos AKP frem for hos oppositionen eller embedsværket.
Men demokratiske principper er til for at beskytte landets borgere for magthaverne. AKP og socialkonservative tyrkere kan komme i oppositionslejren igen i fremtiden – og hvis følelsen af undertrykkelse af en konservativ livsstil vender tilbage, er det de demokratiske principper som borgerne må appellere til. 
De borgere, som læner mod at stemme ja til forfatningsændringerne, bør overveje, om de ønsker at tildele et præsidentembede med en så omfattende koncentration af magt til oppositionen i fremtiden. Er man ikke tryg ved at overlade embedet til CHP, MHP eller HDP, bør man genoverveje sit valg. Selv med en forventning om og en oprigtig tro på, at Erdogan er en godsindet politiker, som kan forvalte magten ansvarligt, skal man holde sig for øje, at der vil være en dag efter Erdogan – og på denne dag er det principperne der bliver afgørende.
Tyrkiets nuværende forfatning er mere end 34 år gammel og var resultatet af et militærkup. På trods af en række justeringer gennem årene, er de fleste originale bestemmelser stadig gældende. Der er derfor bred enighed om, at Tyrkiet har brug for en ny forfatning. Men processen omkring udformningen bør være demokratisk og inkluderende, og må inddrage oppositionen, herunder kurderne. Tyrkiet har desperat brug for en forandret politisk kultur, og en demokratisk forfatning som brede dele af befolkningen føler ejerskab over, kan blive fundamentet for udviklingen af et demokratisk sindelag.
Et nej til forfatningsændringerne behøver ikke at være et nej til Erdogan – der er meget mere på spil for Tyrkiet ved den kommende afstemning.

* Deniz Yurdakul studerer Statskundskab ve Århus Universitet

Yorumlara kapalıdır.

HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com