Çok Yakında

Syriens krig sætter tyrkisk-europæisk samarbejde på prøve

Kasım 17th, 2015 | by Gazete Kuzey
Syriens krig sætter tyrkisk-europæisk samarbejde på prøve
Danimarka
0

(Anders Jerichow’s artikel for Kuzey’s november udgave)

 

Brud på tilliden er det værste, der kan ske for et fast forhold. Det oplever Tyrkiet og Europa lige nu.

Årtiers samarbejde er i krise. EU stoler ikke på Tyrkiet. Erdogan stoler modsat ikke på EU, heller ikke fast på NATO. Men aldrig har de måske behøvet hinanden mere.

Som sædvanlig er det Mellemøsten, der spøger. Begge parter er presset af konflikten i Syrien. Begge parter er bange for, at både konflikten og dens tilhørende flygtningestrøm vil brede sig.

Før marts 2011 var Syrien ’kun’ et stærkt diktatur i Mellemøsten. Et land, som Tyrkiet gerne ville inspirere, og som Europa gerne ville respektere som et diktatorisk, men stabilt, samfund i hjertet af Mellemøsten.

Siden er Syrien forblødt i Assad-diktaturets voldsomme forsøg på at undgå folkelige krav om forandring. På Assads vagt er en kvart million syrere slået ihjel. Hen ved 12 millioner syrere er flygtet hjemmefra, heraf fire en halv million til nabolande – og af dem måske godt to millioner til Tyrkiet.

Det trækker på Tyrkiets gæstfrihed og naboskab. Europa føler sig også under pres, selvom blot en fjerdedel af dette antal syrere er søgt videre til lande i EU.

Men flere flygtninge er på vej. Og både Tyrkiet og EU kan frygte, at også krigen er på vej. Måske med rette.

Og ingen af parterne kan hævde, at de ikke står med et medansvar.

Tyrkiet har under de første fire år af den syriske konflikt ladet jihadistiske frivillige rejse gennem Tyrkiet ind i Syrien. IS-bevægelsen har fået både frivillige krigere, penge og formentlig våben den vej, altså via Tyrkiet. Hvis Erdogan-regeringen troede, at IS-bevægelsen til gengæld ville lade Tyrkiet i fred, tog den fejl. Hvis ikke før, opdagede Tyrkiet i sommeren 2015, at IS-bevægelsen var parat til at lade sine bomber sprænge på tyrkisk jord. Det skete først på grænsen til Syrien, senere ved busstationen i Ankara.

Europa troede på sin side i de første fire år af den syriske krig, at den kunne begrænses til Syrien selv. Hvis syrerne ’kun’ slog sig selv ihjel, var EU, også Danmark, parat til at leve med det. Assad-regimets brug af kemiske våben mod sin egen befolkning vakte beskæmmelse og førte til europæiske hjælp med at bortskaffe kemiske våben. Men da det senere viste sig, at regimet og måske også IS-bevægelsen fortsat brugte klorgas mod civile, trak man på skuldrene. Antallet af døde – 30.000, så 75.000, så 150.000, i dag 250.000 – har ikke fået europæiske ledere eller vælgere i stort tal til at sove dårligt. Og så længe flygtningene ikke rejste længere end til Jordan, Libanon og Tyrkiet, forblev det et udenrigspolitisk problem for EU. Hvis ikke før, så opdagede Europa først i sommeren 2015, at Syrien som én stat var truet på livet, og flygtninge i stort tal var på vej til Europa. Sådan er Syrien både blevet et tyrkisk og et europæisk problem.

Tyrkiets regering under Recep Tayyip Erdogan var tidligt ude med et forslag om oprettelsen af en ”sikkerhedszone” i det nordligste Syrien – ét hundrede kilometer i bredden og 45 kilometer, måske mere, i dybden. Tyrkiets forslag var, at det skulle give syriske flygtninge en mulighed for at blive i deres eget land. Men det ville kræve en flyveforbud for Assads morderiske luftvåben, der har spredt dødbringende tøndebomber over civile. Og Europa ville ikke være med til en sikkerhedszone. Ikke EU, heller ikke NATO, som har vedstået sit ansvar for at stå last og brast med Tyrkiet, hvis det bliver konkret truet. Men umiddelbart vil EU og NATO helst ikke have noget i klemme.

I mellemtiden har Putins Rusland meldt sig på banen i Syrien, ikke for at beskytte de civile, men for at hjælpe Assad-regimet med at fortsætte sine dødbringende gerninger med russiske våben, russiske helikoptere, russiske jagerbombefly. Hvis Europa havde været i tvivl, om det ville engagere sig til fordel for de civile i Syrien, gav Putin dem et argument for at sige ”beklager, det går ikke”. For Syriens civile er det alarmerende. Derfor er flere flygtninge på vej til Tyrkiet og til Europa.

Visumfrihed for tyrkere…?

I Europa er de åbne grænser indadtil ved at bryde sammen. Den interne solidaritet er gået fløjten. Princippet i Schengen og i Dublin-aftalen var, at Europa skulle være åbnet indadtil, og flygtninge skulle have deres asylansøgning bestemt af første land, de ankommer til. Men da flygtningene kom rejsende i stort tal – over havet eller gennem Tyrkiet – opgav Italien og Grækenland at tegne de ydre grænser. Og andre EU-samfund opgav at leve med de åbne grænser. Nye mure og hegn er blevet bygget. Mange topmøder er afholdt. Men bølgen af flygtninge er fortsat.

Det opdagede Europa først sent, mente man i Tyrkiet, som for længst havde modtaget langt flere flygtninge, end Europa kommer til i mange år.

Til gengæld er det blevet EU’s opfattelse, at ikke alene Tyrkiet, men også Erdogan og AKP-regeringen, som vandt det tyrkiske nyvalg i november, spiller en væsentlig rolle og måske kan hjælpe med at løse Europas problem (om ikke Syriens, som tæller mindre i Europa).

EU’s fornemmelse er, at de syriske flygtninge kun dukker op i så stort tal på Balkan, fordi den tyrkiske regering lader det ske. Ikke så få europæiske medier og regeringer har hæftet sig ved, at Tyrkiet ikke gør en stor indsats for at hindre trafikken af flygtningebåde fra tyrkiske havne mod græske øer.

De tyrkiske myndigheder bruger store kræfter på at hindre flygtninge i at rejse op i Thrakien for at passere landgrænsen til Grækenland eller Bulgarien. Men den har angiveligt ikke brugt store kræfter på at hindre bådtrafikken ud i det ægæiske hav, hvor mange både er kæntret, og 70 syrere druknede alene i september.

Erdogan foreslår selv, at Tyrkiet og EU forhandler om sagen. Hans regering har brugt store summer på at tage sig af flygtninge. Nu foreslår han, at EU bidrager. Til gengæld vil han hjælp EU med at bremse bølgen af flygtninge.

Dermed siger han ikke, at Tyrkiet har skabt flygtningestrømmen. Men han siger, at Tyrkiet – mod passende kompensation – kan hjælpe med at bremse eller stoppe strømmen.

Samtidig har Erdogan et ønske til EU. Mens de europæiske regeringer gerne vil have lukket den tyrkiske grænse for syrere, vil Erdogan gerne have åbnet EU’s grænse for tyrkere, så de kan rejse frit ind i EU uden visum.

Der forhandles.

I bedste fald kan de to parter enes om en aftale, der tjener begge – når det gælder Tyrkiets adgang til det europæiske marked, og når det gælder Europas håb om at undgå for mange flygtninge.

Men dertil kommer problemet Syrien, hvor konflikten fortsætter i skræmmende omfang. I begyndelsen gjaldt det et opgør mellem diktaturet på den enes side og folkelige krav om demokratisk forandring på den anden. I dag er konflikten ved at splitte Syrien ad. Og den er blevet internationaliseret. På sin side har Assads diktatur støtte af ikke kun Rusland, men også af Irans rådgivere og revolutionsgardister, af den libanesiske Hizbollah-bevægelse og mindre irakiske militser. På den anden side er oprørerne splittet. IS-bevægelsen har taget kontrol over et større område og er ved at etablere sit eget ”kalifat” på tværs af den syrisk-irakiske grænse. Og et væld af andre mindre militser behersker hver deres område. Assad behersker mindre end halvdelen af ”sit” land.

Mange mellemøstlige regeringer er bange for, at IS-bevægelsen truer den gamle ordens grænser og regulært kan true flere stater end Irak og Syrien. Mange europæiske regeringer er blevet bange for, at IS-bevægelsen også vil blive en trussel ud over Mellemøsten.

Rent NATO-mæssigt er Tyrkiet og europæerne fælles forpligtet ved den syriske grænse.

Men politisk er de dødsens uenige om, hvordan konflikten skal tackles. EU og de europæiske NATO-lande kan internt ikke enes om, hvorvidt de skal satse på at lade Assad-regimet overleve, selvom det delvis er en teoretisk uenighed. I praksis har Assad mistet magten over det meste af sit land – og lige frem at hjælpe diktaturet med at genvinde kontrollen med et land, det selv har lagt i ruiner, er indtil videre ikke på programmet. Men konkret & militært har de europæiske NATO-lande og USA også svært ved at finde en duelig politik, som både kan bremse IS-bevægelsens fremmarch og stoppe diktaturets ødelæggelse af det syriske samfund og produktion af flygtninge.

For to år siden håbede både USA og de store regeringer i Europa, at oprørsbevægelsen ”Den Frie Syriske Hær” ville udvikle sig til den stærkeste milits imod Assad. I dag er IS-bevægelsen givet den stærkeste opposition, og FSA er under stærkt pres fra flere sider.

Måske derfor har USA søgt samarbejde med den syrisk-kurdiske YPG-bevægelse, som er den stærkeste milits i det nordlige Syrien og i dag den eneste, som kan byde IS-bevægelsens modstand. Men dels har denne milits været mistænkt for at dyrke et samarbejde med Assad-regimet – dels er YPG en del af den tyrkisk-kurdiske PKK-bevægelse, som den tyrkiske regering fortsat opfatter som en trussel.

Ingen tyrkisk regering kan vende ryggen til den krig, der foregår langs den tyrkiske grænse. Det er til gengæld, hvad de europæiske NATO-medlemmer foretrækker. Men både flygtningestrømmen og usikkerheden på Tyrkiets grænse vil uundgåeligt aftvinge NATO og dets europæiske medlemmer en politik, formentlig også konkrete handlinger, der afspejler, at de i NATO er bundet sammen.

Det er et skæbnesfællesskab. Gensidig tillid ville gøre det hele lidt nemmere.

* Anders Jerichow, Kronikredaktør og klummeskribent, Politiken

Yorumlara kapalıdır.