Çok Yakında

Om at blande kulturer

Eylül 3rd, 2015 | by Sanne Gram Fadel
Om at blande kulturer
Yazarlar
0

Da jeg blev gift med min libanesiske mand, besluttede vi os for at tage debedste traditioner fra Libanon og de bedste traditioner fra Danmark og blande det hele sammen. Det blev til et bryllup, som de danske gæster aldrig glemmer, og et bryllup, som libaneserne stadig taler om. Det var en blandingaf begge kulturer, og der var noget velkendt – men også noget nyt – for alle.
Mens libaneserne måbede, da danskerne klippede i min mands sokker, fik danskerne travlt med at drikke whisky og danse til zaffe – allerede inden maden var kommet på bordet.
Det er noget helt særligt, når man blander kulturer sammen. I dag elsker minfamilie, når min mand laver tabbouleh og humus, og min libanesiske familie nærmest slikker skålen, når jeg laver ris a’ la mande til jul.
Selv om man ikke behøver at gifte sig ind i en anden kultur, kan man altid lære noget af den. Og der er plads til forbedring i Danmark.
I januar 2015 udgjorde indvandrere og efterkommere 11,6 procent af den samlede befolkning i Danmark. De mennesker repræsenterer omkring 200 forskellige lande, og den største gruppe har baggrund i Tyrkiet – nemlig knap 62.000 personer.
Nogle holder sig stadig for sig selv og dyrker de tyrkiske miljøer, men mange har formået at blande deres oprindelige kultur og livsstil med den danske. Og hvor er det berigende. Hvor ville det være en skam, hvis vi alle lige pludseligskulle til at ligne hinanden, og hvis alle kebab-boderne blev skiftet ud medfrikadelle-barer.
Selvfølgelig er der nogle udfordringer med integration og med at forstå hinanden, men det går begge veje. Nogle tyrkere er ikke meget for at blande sig med danskere, og nogle danskere holder sig væk fra indvandrere. Danskerne kan være rare, hjælpe med at vise vej og donere brugt tøj fra loftet, men når det handler om at skabe sociale relationer med udlændinge,kan vi danskere generelt blive bedre. Jeg ved det – for jeg har selv prøvet, hvor let det er at blive ”integreret” i Libanon, mens jeg boede der sommellemøst-korrespondent for Jyllands-Posten. Og så har jeg omvendt set, hvor svært det er for udlændinge at blive integreret i Danmark og få danske venner.For en måneds tid siden sad jeg sammen med min mand i H.C. Ørsteds Parken i København og talte med nogle af vores italienske venner, mens vores børn legede på legepladsen.
Vi talte om, hvor svært det er for udlændinge at få danske venner. Og da jeg var den eneste dansker i selskabet, var det mig, der blev spurgt, hvorfor det egentlig er sådan. Men jeg havde svært ved at finde et ordentligt svar.
Måske er det lettere, hvis man er vokset op og har gået i skole og på universitetet sammen, prøvede jeg. Et indlysende svar! Men jeg endte med blot at konstatere, at hvis man kommer som voksen, er danskerne venlige og vil i udgangspunktet gerne hjælpe, men man skal ofte kende danskere i lang tid, før man begynder at blive inviteret hjem til de danske middagsborde.
Og sagen er, at det netop er det med at blive inviteret hjem til middagsbordene, der er afgørende. Både for at udlændingene føler sig hjemme – men også for integrationen. Det er unægtelig sjovere at kæmpe for at blive integreret i et land, hvor man virkelig føler sig velkommen.
Men igen – det går begge veje. For mens danskerne kan arbejde på at åbne deres cirkler lidt mere, kan tyrkerne og andre indvandrere også i højere grad arbejde på at træde ud af deres egne cirkler. Hvis man ikke lige er typen, der har lyst til at deltage i fredagsbaren på arbejdspladsen, kan man f.eks. melde sig ind i en fodboldklub, hvor flertallet er danskere – og ikke vælge den, hvor flertallet er tyrkere.
Og så er det vigtigt at huske på, at man i det fællesskab naturligvis ikke skal give slip på sin kultur, for så kan man miste følelsen af at høre til nogen steder.
Men i disse tider, hvor flygtninge og indvandrere ofte bliver omtalt som en byrde for det danske samfund, er det måske endnu vigtigere at huske på, at de sociale relationer er altafgørende for at skabe en ordentlig integration.

Og der kan vi alle gøre mere.

SANNE GRAM FADEL

Journalist og studievært på DR2. Tidligere korrespondent i Mellemøsten for Jyllands-Posten.

Yorumlara kapalıdır.