Çok Yakında

Når Islamisk Trossamfund skyder sig selv i foden

Eylül 12th, 2015 | by Yıldız Akdoğan
Når Islamisk Trossamfund skyder sig selv i foden
Yazarlar
0

Af Yildiz Akdogan, medlem af Folketinget for Socialdemokraterne

*

I lørdags dannede over tusind mennesker en fredsring rundt om Islamisk Trossamfund på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Danskere med muslimsk, jødisk og kristen baggrund stod skulder ved skulder. Det gjorde vi for at vise, at vi tager afstand fra den modbydelige handling, som brandattentatet på Islamisk Trossamfunds lokaler tidligere på måneden var.

Fredsringen gjorde mig stolt, fordi den var en samlet manifestation af kærlighed, tolerance og mangfoldighed. Derfor ærgrer det mig også ekstra meget, at selvsamme moske mindre end 24 timer forinden havde valgt at lægge lokaler til en mand, som om nogen prædiker det modsatte.

Det drejer sig om den meget kontroversielle, britiske imam Haitham al-Haddad, som bla. Går ind for stening af kvinder og har et meget hadsk forhold til homoseksuelle. Mange vil nok placere ham som et levn fra oldtiden, men desværre er der mange, der lyttet til ham – denne gang unge fra det Islamiske Trossamfund.

Moskeens talspersoner retfærdiggør på deres hjemmeside imamens besøg ved at henvise ytringsfriheden i et demokrati og til, at Haitham al-Haddad var inviteret til at tale om noget andet end stening og homoseksuelle.

Qua min baggrund bliver jeg spurgt om denne imams besøg og ikke mindst idiotiske udtalelser. Hvorfor er han her, og hvad kan han bidrage til med så snævert et menneskesyn?

Og her må jeg bare sige, at selvom jeg har stor respekt for moskeens indsats og ønske om at skabe dialog og plads til tankeforskelle, så er Haitham al-Haddads besøg meget svært at forstå og ikke mindst forsvare.

Jeg har ikke hørt hans prædiken i fredags, men det bør være åbenlyst for enhver, et en sådan gæst skader mere, end han gavner, og skaber et endnu større ”os” og ”dem” i debatten.

Efter fredsringen var overstået, spurgte flere, hvorfor integrationsministeren ikke var kommet, og jeg havde også gerne selv set hende blandt de få fremmødte politikere. Men med gæster i moskeen som Haitham al-Haddad under et døgn før fredsringen mister et ellers berettiget spørgsmål om Inger Støjbergs fravær desværre legitimitet. For hvorfor skulle en minister vise sig foran en moske, der kobles til en så rabiat imam?

Islamisk Trossamfund skyder simpelthen sig selv i foden ved at invitere en mand som Haitham al-Haddad. Og de gør det meget svært for mig og andre politikere, som gerne vil holde en balance i debatten, når vi gang på gang skal forholde os til netop sådanne sager. For de trækker desværre tråde ind i den store integrationsdebat.

Når jeg eksempelvis kritiserer, at denne regering barberer ydelser eller genbehandler indfødsretssager, så trækker mine kritikere et eksempel som Haitham al-Haddads besøg frem og spørger, om jeg da ikke kan se den mislykkede integration. Og her hjælper det ikke at hive en helvedes masse gode solstrålehistorier frem som modsvar.

En rabiat imams besøg fylder mere, fordi det har en konsekvens og stærk signalværdi. Derfor er I nødt til at tage lidt medansvar for jeres handlinger, Islamisk Trossamfund.

I har en stærk stemme og rolle som muslimsk menighed i lokalsamfundet og integrationsdebatten generelt, det forpligter mere end I selv måske er klar over det.

* Denne artikel er også trykt i Berlingske Tidende.

Yorumlara kapalıdır.