Çok Yakında

Nadia har gjort mig til en stolt dansker

Ağustos 17th, 2017 | by Yıldız Akdoğan
Nadia har gjort mig til en stolt dansker
Yazarlar
0

Af Yildiz Akdogan, MF, S.

I de sidste par uger har Danmark åbnet øjnene for kvindefodbold – og det takket være kvindelandsholdet, som til alles overraskelse og glæde spillede sig selv til finalen og fik en velfortjent anden plads.

Disse seje kvinder har gjort os alle stolte og sat Danmark på verdenskortet indenfor kvindefodbold. Men især en af spillerne har gjort sig særlig bemærket –både med sit fantastiske spil, men også sit lange mørke hår og attitude. Nadia Nadim, blev vores darling og det mest omtalte navn i medierne såvel som i danskernes dagligstuer. Nadia, der som 11-årige var flygtet fra Afghanistan sammen med sin mor og søskende til Danmark, er i dag professionel dansk fodboldstjerne og kommende dansk læge.

På alle måder en stjerne og rollemodel, som har gjort Danmark ære, vil mange mene.

Men der vil altid være ”haters” som Nadia selv betegner dem som. En af dem er den tidligere sportsjournalist og nuværende præst og konservativ debattør, Sørine Gotfredsen, en anden er folketingsmedlem Sussanne Eilersen fra Dansk Folkeparti. Begge begik den forventede autoreaktion at stirre sig blind på Nadias hud og hårfarve fremfor hendes talent, engagement og indsats som landsholdsspiller. Deres blindhed gjorde også, at de stillede spørgsmål ved Nadias danskhed.

Efter massiv pres på de social medier, slettede Eilersen sit tweet og mente hun var blevet ”misforstået”. Heldigvis repræsenterer de et mindretal, men deres holdninger har skabt en dårlig stemning som hænger fast – især hos andre unge brune drenge og piger.

Mest provokerende har Gotfredsens uigennemtænkte indlæg i Kristelig dagblad været. Med titlen ”Et forbillede for hvad” gør Gotfredsen sig til dommer om Nadias danskhed fordi hun mener at Nadia tøver med at kalde sig dansk. Måske skulle Sørine tænke lidt over sin egen rolle? Hvad bidrager hun med?

For nylig udtalte hun til Deadline: ”Fodbold er meget tæt på krig på mange måder, og det tror jeg passer bedre til mænd end kvinder”.

Ja, og på mange måder matcher Gotfredsens middelalderlige kvindesyn- og holdninger skræmmende godt med en ekstrem imams! Det gælder debatten om danskhed men også hele emnet om, hvad en kvinde er ”egnet” til.

Nadia er ikke bare dansker men pragteksemplet på vellykket integration og ligestilling. Tænk hvor modig Nadias mor har været, som alenemor, der trodser det feudale normer i et krigshærget land og flygter med fire børn for at give dem en fremtid væk fra Talibans klør. Tænk hvor stærk hun er – også i sit nye land, når hun står imod den sociale kontrol, der ofte kan være blandt muslimske miljøer, og støtter sin 12-årige datter i at spille fodbold? Og tænk denne mod og styrke går igen hos hendes datter, Nadia, der mod alle odds holder fast i sin drøm og gør alt, hvad hun kan for at komme på landsholdet – selv når en statsborgerskabsregel holder hende hen indtil hun er 18år!

Tænk hvis Sørine bare havde sat sig ned og gjort sig lidt tanker over, hvem Nadia egentlig er, hvad Nadia egentlig repræsenterer og bidrager til.

Men det ville selvsagt kræve en dybere refleksionsevne. Ved at angribe Nadia og generelt kvindefodbold har Gotfredsen reduceret sig til det hun altid har været – sure galde og et kvindesyn der matcher Talibans. 

Nadia har gjort Danmark rigere med en sølvmedalje. Hun er en stor rollemodel for alle unge piger derude – hvad enten de bor i Gjellerup eller i Holte. Jeg vil hellere være dansker som Nadia end som Sørine.

Yorumlara kapalıdır.