Çok Yakında

‘Mit mål var Miklagård, Istanbul’

Kasım 29th, 2017 | by Sadi Tekelioglu
‘Mit mål var Miklagård, Istanbul’
Danimarka
0

Efter de første 17 dage på russiske floder, ligner den 48-årige domprovst fra Viborg efterhånden lidt de vikinger, han ror i sporet af. Med fuldskæg og solskoldede kinder padlede Thomas Frank afsted i sin kajak på en 3.420 kilometer lang ekspedition langs de floder, som vikingerne menes at have brugt til deres østeuropæiske togter.
Hans mål er at efterprøve, om vikingerne overhovedet kan have sejlet på den rute, som gamle skrifter hævder, eller det bare en myte, der har fået lov at leve i de seneste 1000 år. Kuzey har talt med Thomas Frank om hans spændende rejse.

-Hvordan fik du ideen med at sejle hele den lange tur?
Jeg har altid været historisk interesseret. Og det med en særlig interesse for, hvordan den danske kultur og religion er blevet til i kraft af indtryk udefra. Sagen er jo, at det Danmark vi har i dag er dannet efter inspiration fra andre lande. Som teolog har jeg haft fokus på, hvordan kristendommen er kommet til Danmark og har i den forbindelse gennemført flere ekspeditioner. Når vi i dag skal rejse så tager vi gerne fly, tog eller måske vores bil. Men førhen måtte mennesker kæmpe sig vej fra den ene verdensdel til den anden. Det tog meget længere tid for nye ideer at nå frem men betød måske til gengæld at menneskene som rejste ud ændrede sig undervejs og det på et dybere plan. Det tog mig tre timer at flyve hjem fra Istanbul men 63 dage at ro derned og det ikke engang fra Danmark, men fra Rusland.

-Var det et ønske om at få en bekræftelse på noget påstand eller gå på Vikingernes fodspor?
Mit formål med ekspeditionen var at få mere indsigt i vikingernes rejse ved at opleve naturen og stederne som de roede forbi. Samtidig havde jeg et det mål, at undersøge om et håndskrift fra 900 tallet har ret når det siger, at vikingerne roede hele vejen i mindre både og ikke de store vikingeskibe vi ellers forbinder dem med. Det mål nåede jeg. Således jeg nu kan sige, at vikingerne roede hele vejen og som det beskrives i det gamle håndskrift. Svenskere har med ringe succes forsøgt sig med større skibe og en dansker har fremsat teorier om at de ikke roede hele vejen, men det har jeg modbevist nu.

-Hvad har været det mest interessante enkelt begivenhed under din tur?
Det er svært at sige, hvad der var mest interessant. Jeg har ikke tal på de mange oplevelser fra de mange dage, hvor jeg roede. Hvis jeg skal vælge en begivenhed, og det er som sagt svært, så er det da delfiner ud for Rumæniens kyst begynder at springe omkring min kajak og følge mig mens jeg ror.

-Hvordan blev du modtaget af folk du sejlede forbi?
Det var i alle de lande jeg roede igennem helt fantastisk og rørende for mig at møde mennesker. Jeg roede gennem landene Rusland, Hviderusland, Ukraine, Rumænien, Bulgarien og Tyrkiet. Hver gang jeg spurgte om hjælp til for eksempel at finde indkøbsmuligheder, eller den bedste vej, så var folk venlige og interesserede. Det var faktisk en overraskelse for mig, at jeg så let fik hjælp. På et dybere menneskeligt plan fik det mig også til at tænke at vi som folk med vores forskellige kulturer har brug for hinanden og har rigtig meget at give hinanden. I situationerne, hvor jeg har haft brug for hjælp, har religion, politik og andet som ellers kan skille os mennesker, slet ikke være et emne.

-Hvor lang tid har du brugt på forberedelserne.
Jeg fik ideen i 2010, men først i 2015 begyndte jeg at planlægge og forberede mig. Det gjorde jeg dels ved at træne rigtig mange kilometer og ved: at undersøge ruten, få tilladelser, tale med forskere, finde udstyr og den rigtige båd, øve mig i at tale russisk. I den forbindelse besøgte jeg i foråret 2017 Sankt Petersborg for at tale med dem som skulle og kunne hjælpe mig undervejs. Den længste del af ruten var igennem Rusland, Hviderusland og Ukraine.

-Har turen været levet op til dine forventninger?
Min forventninger til turen blev mere end opfyldt. Der var alligevel noget, som jeg ikke havde forberedt mig på og forventet. Det var først og fremmest den voldsomme strøm der er i de russiske floder, der hvor jeg skulle ro mod strømmen. De kort jeg havde studeret angav en meget mindre strøm. Samtidig var der, der hvor jeg havde håbet på at ro hurtigt med strømmen meget mindre strøm. Det betød at turen tog flere dage end beregnet. Til gengæld så var Sortehavet langt mere roligt end jeg havde forventet, ja frygtet.

-Hvilke elementer i dansk kultur har du kunnet se sporet af fra de områder?
Undervejs kunne jeg alle de centrale steder spore den tidlige kristendom og det motiv vi genfinder på Jellingestenen, med Kristus der har en glorie omkring sit hoved. Og så danskerne hobby med at fiske, men det tror jeg nu er noget der opstår spontant når man lever tæt på vandet. Det er ikke noget vikingerne har haft med sig hjem.

-Hvordan var det så endelig komme til Istanbul (Miklagård)
Istanbul eller Miklagård som vikingerne kaldte byen var mit mål. Da jeg nærmede mig efter de mange dage var det lidt underligt, fordi jeg havde vænnet mig til at være på vej. Så det var svært at skulle stoppe. Samtidig var jeg også meget spændt på at ro ud forbi klipperne ved indsejlingen til Bosporus, ville der være for store bølger så jeg ville risikere at smadre båden ind mod klipperne og måske miste livet? Det blev en helt igennem fantastisk oplevelse, hvor jeg sidst på eftermiddagen en fredag roede ind i strædet. Mellem et virvar af færger, skibe og fiskerbåde kunne jeg opleve mennesker der nød efterårsvejret og vinkede når de så ham danskeren Thomas komme roende i en meget anderledes båd. Da det var sent jeg roede ind, kunne jeg ikke ro helt frem til Istanbul, så jeg roede hen til et bolværk fem kilometer inde og blev hjulpet op med båd og udstyr af en fisker. Den aften gik jeg en tur og oplevede et herligt liv af mennesker og følte mig lidt hjemme, når jeg så folk sidde ved restauranter og hygge sig med familie og venner. Næste morgen var det tåget men jeg roede forsigtigt ud mellem fiskerbåde og færger og havde held til sikkert at krydse strædet over mod Aya Sofia. Omkring klokken 11 trak jeg ved mit mål båden over bolværket og bar den op til Aya Sofia, hvor to fra det Danske Generalkonsulat i Istanbul to i mod.

-Hvor går turen næste gang, og hvorfor?
Det er et godt spørgsmål, hvor turen går hen næste gang, og det melder sig også hos mig. Alligevel har jeg lovet min hustru, at jeg ikke rejser ud igen på en lignende og farlig ekspedition. At være den som er tilbage, når manden rejser ud tror jeg til alle tider har været ubeskriveligt hårdt, sådan tænker jeg også det er for tyrkere, hvor noget af familien bor og lever i Danmark. Til gengæld vil jeg, når foråret kommer tage min hustru med til Miklagård, Istanbul.

Yorumlara kapalıdır.