Çok Yakında

Kristina Aamand: “Jeg møder piger med tørklæde, som har sex og kærester.”

Aralık 5th, 2015 | by Gazete Kuzey
Kristina Aamand: “Jeg møder piger med tørklæde, som har sex og kærester.”
Sağlık
0

Retten til at bestemme over egen krop og egen seksualitet er blevet et centralt tema i muslimske kvinders hverdag. Sådan det lyder fra flere eksperter på området. Kvinder med muslimsk baggrund er blevet klare stemmer i den offentlige debat, og stadig flere unge muslimske kvinder rykker ind på videregående uddannelser og i erhvervslivet.

Nu lader det til, at næste skridt i bevægelsen er mod en friere seksualmoral. De muslimske kvinder kræver retten til at bestemme over deres egen krop.

kr3

KUZEY har talt med Kristina Aamand om muslimske kvinder stille seksuel revolution og om hendes arbejde med unge muslimske kvinder:

Forskerne og andre socialarbejdere siger, at muslimske unge kvinder gennemlever en seksuel revolution i disse år. Er du enig i denne observation?

Ja, jeg møder mange unge, som har kærester og sex før ægteskabet, og som i højere og højere grad har svært ved at identificere sig med forældrenes normer og traditioner, når det handler om kønsroller og ”den gode pige”.

Hvilke synlige indikationer (som deltagelse i nattelivet, ændret påklædning osv.) er der?

Jeg møder piger med tørklæde, som har sex og kærester. Jeg møder unge, som passer deres skole, får gode karakterer og er hjemme ”til tiden” men samtidig lever et dobbeltliv. Det meste er faktisk usynligt. En synlig indikator er dog, at de aktører, som tilbyder rådgivning til unge oplever en stigning i æresrelaterede konflikter.

Hvad er årsagerne til denne seksuelle selvtænkning eller selvstændighed, hvis man kan kalde det?

De ser, at der er mange måder at leve et ungdomsliv på via kontakt med skolekammerater og som en del af det danske samfund. Forældrenes formaninger om, at den slags opførsel giver et dårligt liv, holder ikke vand. Og det ser de unge. Derfor er der mange som tænker: “Hvorfor skal jeg ikke også have lov?. Jeg vil også have den frihed”.

kr2

Hvor meget spiller den danske kultur og frisind ind i de muslimske kvinders nye opfattelse af egen krop og seksualitet?

Meget! Som jeg også beskriver det i ovenstående. De unge ser, at der er andre måder at gøre tingene på end deres forældre prædiker.

Hvad kommer det til at betyde i de muslimske kvinders opfattelse af deres egen kultur, religion, og livanskuelse?

Skyld, skam, splittelse og ambivalens. De vil gerne gøre alle glade. Det er ikke muligt. Derfor ser vi konflikter – både de indre og de ydre.

Kan denne seksuelle frigørelse skyldes den importerede hjemlandskultur?

Det er world wide. Verden er blevet mindre med globalisering og de sociale medier. Man skal virkelig bo på toilettet (uden netforbindelse), hvis man ikke skal blive påvirket. En anden ting, Bollywood og forældrenes fjernsyn – spækket med sex, kærlighed, bar hud, vuggende hofter – direkte import fra hjemlandet lige ind i stuen. Slam! Selvfølgelig spiller det hele en rolle. Det arrangerede ægteskab er bare ikke moderne mere. Kærlighed er det nye sort. Og gud ske tak og lov for det. Jeg tror ikke, at der er noget forældre kan gøre for at holde deres unge væk fra de følelser. Nogle handler på det, andre undertrykker det.

Du har daglig kontakt med mange af disse unge piger. Føler de en splittelse eller ensomhed i at balancere mellem to kulturer?

De føler både splittelse og ensomhed. Stor ensomhed. Fordi de ikke tør stole på nogen på grund af sladderen.

Kan de beholde denne nyerhvervede frihed?

Det kommer an på, hvem de gifter sig med!!

Hvad kommer denne frihed til at betyde i deres familieliv, vel at mærke i deres egen familie?

Hvis man holder fast på sin frihed, insisterer på retten over egen krop og seksualitet, ikke er så optaget af hvad andre forventer og er heldig at have en familie, som kan rumme dem som dem de er,så har de potentialet til at leve et liv i overensstemmelse med, dem de er. Det tror jeg på, er fundamentet i et lykkeligt liv. Så skal man selvfølgelig have en partner, som støtter en i det, og som er villig til at tænke nyt i stedet for bare at reproducere ”vi plejer”.

kr1

Blå bog: Kristina Aamand

Kristina Aamand er oprindelig uddannet socialrådgiver og sygeplejerske. Hun har arbejdet en årrække på Center for seksuelle overgreb på Rigshospitalet, og har specialiseret sig i kvinder med anden etnisk baggrund som har været udsat for voldtægt. Hun har desuden stiftet og ledet en anonym rådgivning for unge med anden etnisk baggrund omkring seksuelle tabu, æresrelaterede konflikter, samt mødoms­problematikker. Hun har udført opgaver for Ministeriet for børn ligestilling integration og sociale forhold, Socialstyrelsen, Landsorganisationen for Kvindekrisecentre m.fl. Kristina Aamand er desuden debattør og har blandt andet skrevet klummer for Metroexpress.

Kristina Aamand er forfatter til følgende bøger:

Mødom på mode (med Asif Uddin), Gyldendal 2007
Baba Habib ­ Perker på pletten, Gyldendal 2011
Omar, Mussa og Bruno 1 ­ Gør alle glade (undtagen dyrehandleren)
Omar, Bruno og Mussa 2 ­ Og sagen om den mystiske numseånden
Omar, Bruno og Mussa 3 – Tapre typer (og tre indianere)
(med elisabeth Kiertzner) Gyldendal
På tværs ­ kunsten at overleve en pakistansk svigermor, Gyldendal august 2015
Ghetto­girls ­ hader heste, Gyldendal (udkommer senere på året)
HARAM, Gyldendal Udkommer februar 2016

 

Sadi Tekelioğlu / sadi.tekelioglu@kuzey.dk

Yorumlara kapalıdır.