Çok Yakında

Hvordan står det til med samarbejde mellem forældre og faggrupper?

Nisan 26th, 2018 | by Ahmet Demir
Hvordan står det til med samarbejde mellem forældre og faggrupper?
Yazarlar
0

Af Ahmet Demir

Indledningsvis gør jeg opmærksom på, at min artikel primært handler om forældre fra etniske minoriteter, der lever socialt udsat. Hensigten med indlægget er at påpege, hvordan et samarbejde mellem forældre, skoler og pædagogiske institutioner påvirker børns trivsel. Artiklen er baseret på mine oplevelser i mit arbejde med udsatte familier og deres trivsel forskellige steder i landet.
Virker samarbejde mellem forældre og faggrupper? 
Uden at generalisere ser jeg, at samarbejdet ikke fungerer optimalt, og børn og unge betaler prisen for det manglende samarbejde. Det ses bl.a. i følgende reaktioner:  
Børn og unge føler ikke, at forældrene viser interesse for deres skolegang.
Børnene oplever, at forældrene skælder ud, fx hvis læreren skriver, at børnene har glemt bøger, skiftetøj til idræt osv.
Børnene føler sig uduelige, fordi de ikke får den rette hjælp, fx til lektier. Når de møder i skole og ikke har lavet lektier, stiller lærerne dem til regnskab, og værst af alt opfatter klassekammeraterne dem som uduelige.
Typisk fra 2. klasse og op stopper børnene med at vise interesse for skolen, nogle børn får forældrene til at skrive til skolen, at de er syge, så børnene kan holde fri.
Børnene kan ikke koncentrere sig og fungerer ikke i sociale sammenhænge. De føler sig uden for fællesskabet og bliver mobbet eller mobber selv andre elever.
Hvor er forældrene? 
Mange vil spørge, hvor forældrene er, og det er et godt spørgsmål. Svaret er, at forældrene tror, skolen skal sørge for alt for deres børn. Når jeg arbejder med disse forældre og fx stiller spørgsmål omkring deres ansvar, kommer de med en lang række begrundelser for ikke at kunne støtte deres børn og samarbejde med skolen. Her er nogle typiske begrundelser: 
Vi kan ikke sproget, forstår ikke, hvad læreren siger, og kan ikke finde ud af at bruge intra. 
Vi kan ikke finde ud af at hjælpe vores børn med deres lektier. 
Vi har en masse problemer fx bolig, økonomi, sygdom eller andre kriser og konflikter i familien, så vi har ikke kræfter til at hjælpe vores børn med skolen. 
Vi tror på, at skolen og lærerne vil hjælpe vores børn til at få en uddannelse.
Disse forældre skal holdes fast i at tage ansvar for deres forældrerolle og indse, at skolen alene ikke kan sørge for, at deres børn bliver inkluderet i samfundet.
Hvad skal skolen gøre for at skabe et dynamisk samarbejde? 
Jeg er sikker på, at landets skoler gør deres bedste for at styrke forældresamarbejdet, men det kan altid udvikles. Min erfaring peger på følgende emner, som kan være med til at skabe dynamik i forhold til udsatte familier: 
At skolen fra 0. klasse lærer forældregruppen at kende og finder en kommunikationsform, hvor man kan præcisere skolens formål og forventninger til forældrene i et sprog, de kan forstå. 
At lærergruppen observerer børnene og i kontakten med forældrene kalder ting ved rette navn uden at bruge middelklasse- eller pædagogsprog, da dette sprogbrug ikke har den store effekt.
At lærerne taler et sprog, forældrene ikke kan misforstå. Hvis lærerne hører børn kalde andre for fx luder eller sige fuck og lignende, skal lærerne sige noget i denne retning til forældrene: Jeg synes ikke, jeres børn har et pænt sprog, de taler groft/grimt til jævnaldrende og voksne.
Min erfaring viser, at når man kalder ting ved rette navn, vågner en del udsatte forældre op og viser interesse for at samarbejde. Her kan man gøre opmærksom på, hvad de kan gøre, så deres børn trives bedst muligt.
Hvis lærerne fortæller forældrene, at deres børn mistrives, og skolen forklarer, hvordan børnene har det med sig selv, de andre elever og fagligt, viser mine erfaringer, at forældrene spørger skoleledelse og medarbejdere, hvad de som forældre kan gøre.
Forældre kan gøre følgende for et dynamisk samarbejde 
Forældrene skal samarbejde tæt med skolen, selv om de er udsatte og har mange udfordringer, for forældrene har efter min mening væsentlig betydning for deres børns trivsel: 
Forældrene skal sørge for, at børnene overholder deres sengetider og ikke sidder foran en pc eller er på gaden til sent om aftenen. 
Forældrene skal spise morgenmad med deres børn og aflevere dem personligt i skole, så børnene kan mærke, at deres forældre sætter pris på dem.
Forældrene og skolen skal sammen finde en kommunikationsform, hvor forældrene bliver holdt orienteret om deres børn, og hvad der er sket i løbet af ugen.  
Forældrene har ansvar for at følge op, når børnene kommer hjem, og spørge ind til, hvordan det er gået i skolen. 
Forældrene skal deltage aktivt i forældremøder og sociale aktiviteter. Skolen skal om nødvendigt hjælpe med tolkebistand. 
Forældrene skal aktivt støtte deres børn, fx med legeaftaler og andre sociale aktiviteter. 
Forældrene skal være opsøgende, hvis de fx ser deres børn være kede af det, mangle interesse for skolen eller give udtryk for hoved- eller mavepine osv. I disse situationer er det forældrenes ansvar at opsøge skole og lærere, så de i fællesskab kan undersøge, hvorfor barnet mistrives i skolen. 
Jeg vil afslutningsvis sige, at børn og unges inklusion er et fælles ansvar for forældre, skole og andre faggrupper. For at vi kan inkludere børnene, mener jeg, at forældre og faggrupper fra første dag skal mødes og præcisere, hvad man forventer af hinanden, og parterne skal holde hinanden fast.
Skole og lærere skal kalde ting ved rette navn og ikke sløre betydningsfulde budskaber om børns mistrivsel gennem et sprog, forældrene ikke forstår. Jeg siger ikke, det er eneste mulighed for dynamisk samarbejde, men vi må ikke undervurdere, at et tydeligt og klart sprog med krav og forventninger kan rykke nogle forældre væk fra at være passive i forhold til samarbejde.

Yorumlara kapalıdır.

HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com