Çok Yakında

En attraktiv folkeskole er alternativet til muslimske friskoler

Eylül 18th, 2017 | by Sadi Tekelioğlu
En attraktiv folkeskole er alternativet til muslimske friskoler
Yazarlar
0

Af Sadi Tekelioğlu

Socialdemokratiet vil lukke muslimske friskoler ved at sløjfe statstilskuddet til friskoler, der har en andel af elever med udenlandsk baggrund på mere end 50 procent. Dette vil sandsynligvis automatisk lukke skolerne, hvoraf en række har mere end 90 procent elever med baggrund fra ikke-vestlige lande.
“Når vi lægger forslaget frem, så er det med et ønske om at lukke de muslimske friskoler,” siger Mette Frederiksen. Sidste gang en politiker sløjfede statstilskuddet til en del af undervisningsområdet, var det Anders Fogh Rasmussen i 2001. Efter pres fra Dansk Folkeparti sløjfede Venstre med Anders Fogh Rasmussen i spidsen tilskuddet, som kommunerne fik for at tilbyde modersmålsundervisning. Resultatet blev en katastrofe.
Tilstrømningen af nydanske unge til banderne steg, antallet af muslimske friskoler eksploderede. Både nydanske børn og deres forældre havde tættere kontakt til skolen på grund af modersmålsundervisning. Denne kontakt forsvandt efter, at mange kommuner afskaffede modersmålsundervisningen. Muslimske friskoler reklamerede med at omfavne de nydanske-muslimske elever og tilbød dem kulturelle hensyn.
Mange muslimske forældre var i den periode ganske træt af de evige diskussioner om lejrskoler, badning efter gymnastik, indholdet af deres madpakker, svømning og den evige problematiseren af de muslimske børn og deres forældre.
Lad mig med det samme sige, at jeg er stor tilhænger af den danske folkeskole.

Jeg synes også, at børn, såvel muslimske, som kristne etnisk danske skal gå i den danske folkeskole. Jeg ser folkeskolen som den vigtigste institution i vores samfund, idet den tager hånd om børn og deres familier i hele 10 år. Det er via folkeskolen, at børn bliver demokratiske borgere i dette land. Hvis man fjerner statstilskuddet til muslimske friskoler, kan Danmark risikere, at den undervisning, som disse skoler tilbyder idag, bevæger sig ind i en gråzone, hvor det kan være uhyre svært at kontrollere indholdet af undervisningen. Nok betydelig sværere end det allerede har vist sig at være.

Hvis Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er så utilfredse med, at muslimske forældre foretrækker muslimske friskoler, kunne de to partier måske overveje at kigge nærmere på de årsager til, at så mange muslimske familier netop foretrækker de såkaldte muslimske friskoler.

Kunne det måske tænkes, at en evig problematiseren af deres kultur, religion, baggrund, livsstil, ferie- og fritidsvaner, ernæringsvaner osv. har været årsag til, at mange muslimske familier har fået nok? Netop denne utilfredshed hos en del muslimske familier kunne tænkes at være blevet brugt som reklamefremstød for nogle af de muslimske friskoler, der har haft og måske stadig har mørke hensigter for dette samfund. I stedet for at slå plat på et populistisk og også muligvis grundlovsstridigt forslag om at lukke disse skoler, skulle man i stedet gøre folkeskolen mere attraktiv og til et varmt og trygt alternativ til muslimske friskoler.
Hellere bruge kræfter på at diskutere, hvordan folkeskolen kan få disse børn tilbage, i stedet for at bruge tid på at stigmatisere og problematisere nydanskerne endnu mere.
Det er jo i sidste ende intetanende børn, som det går ud over.
Danmark har et godt alternativ, nemlig en attraktiv folkeskole, hvor både børn, forældre, lærere og pædagoger stortrives.

Yorumlara kapalıdır.