Çok Yakında

Du kan ikke passe på mig!

Mayıs 9th, 2016 | by Ahmet Demir
Du kan ikke passe på mig!
Yazarlar
0

(Ahmet Demir’s artikel for Kuzey’s maj udgave)

Denne artikel handler om seksuelle krænkelser i tyrkiske, kurdiske og andre muslimske familier. Når jeg i forbindelse med mit terapeutiske arbejde eller undervisning i forældrekompetencer på kurser kommer ind på seksuelle krænkelser i familier med muslimsk baggrund og i tyrkiske og kurdiske grupper, virker familier med etnisk minoritetsbaggrund chokerede. Forældrene tror ikke, det sker i deres egen familie, men mener, det sker blandt andre nationaliteter.

Ud fra mine psykoterapeutiske erfaringer fastholder jeg, at seksuelle krænkelser sker i alle familier. Jeg vil i denne artikel komme ind på to cases.

Jeg vil passe på dig!

Overskriften er fra en samtale mellem en ung pige og hendes forældre. Forælderen siger: ”Jeg vil have, at du kommer hjem til tiden og ikke kommer sent hjem. Jeg er bange for, at nogen gør noget imod dig, fordi du er en pige.” I samtalen var det gennemgående, at den unge sagde til sine forældre: ”Du kan ikke passe på mig”. Den unge pige vil ikke uddybe dette over for sine forældre. Hun er for bange og skamfuld til at uddybe, hvorfor hun mener, at forældrene ikke kan passe på hende. Da forældrene forlod samtalerummet, sagde hun følgende: ”Jeg vil ikke høre på, at mine forældre vil passe på mig… en af mine forældres søskende krænkede mig, mens mine forældre var til stede… Jeg kan huske, at jeg var ca. 4-5 år og sad i et værelse med voksne og børn. Jeg sad på skødet af en af mine forældres søskende, og vi havde et tæppe over os. Under tæppet rørte han ved mig. Jeg blev bange og kunne ikke sige noget. Jeg var bange for, at de voksne ville slå hinanden ihjel.”

Jeg vil ikke bo hjemme

Den unge vil ikke bo hjemme og fungerer hverken i familien, skolen eller samfundet i det hele taget. Den unge er meget ked af det, urolig og flygter fra alt, fordi den unge er blevet krænket af en fra sin familie. Når der ikke er andre til stede, forsøger dette familiemedlem at få sex med den unge, som flygter, men krænkeren kan ikke lade den unge være.

Også denne unge gik med en enorm angst for, at de andre voksne opdagede krænkerens interesse. Ifølge den unge: ”Vil det blive et blodbad. Hele familien bliver udryddet fra jordens overflade.”

Krænkerens typiske træk

Inden krænkere foretager seksuelle krænkelser mod nær familie, fx en ung pige, skaber de kontakt via omsorg. De belønner den unge med gaver og oplevelser, så den unge viser tillid og føler sig tryg.

Krænkere har en forvrænget seksuel tankegang og er grænseoverskridende. De ser ikke den krænkede som et familiemedlem, men som et sexobjekt, og de misbruger deres offers tillid.

Når krænkere begår seksuelle krænkelser, er de grænse- og normløse. De tænker kun på seksuel tilfredsstillelse, hvilket er en alvorlig personlighedsforstyrrelse, og overskrider alle grænser uden at tænke på konsekvenserne.

Mulighed for at stoppe krænkere og støtte krænkede familiemedlemmer

Seksuelle krænkelser sker både i tyrkiske, kurdiske og andre muslimske familier, selv om grupperne ikke vil indrømme det. Det er heller ikke nemt at tale om, for det er skamfuldt for familien. Uden at generalisere mener jeg, at familiens medlemmer har ansvar for at forebygge forbrydelser mod familiemedlemmer, som udsættes for krænkelser. Familien skal fokusere på bl.a. følgende forhold:

n Hvis manden ikke er seksuelt interesseret i sin kone, men ellers er interesseret i og taler om seksuelle emner, vil jeg bede konen have fokus på mandens samvær med børn og unge. Når manden har været i selskab med børn og unge, skal de voksne se på deres reaktioner og undersøge det nærmere, hvis der nogen form for mistanke om seksuelle forbrydelser.

n Nære familiemedlemmer skal fokusere på unge mænds forandring, hvis de enten bliver voldsomme eller er tavse i forhold til seksuelle emner. Der skal fokuseres på de unge mænds kontakt til børn og ikke mindst kvinderne i familien. Se på deres bevægelser og måden, hvorpå de kontakter eller rører ved nær familie, og se om nogen reagerer negativt på kontakten.

n Forældre skal være opmærksomme og nysgerrige, hvis børn og unge trækker sig fra familien, undgår familiemedlemmer, er tavse, vrede eller viser andre uventede følelser. De skal undersøge årsagen til uventede ændringer.

n Forældre og andre voksne har ansvar for at passe på, at børn og unge ikke bliver udsat for seksuelle krænkelser i familien. Hvis de har en mistanke, må de dele bekymringen med andre. Uden for familien kan de tale med deres egen læge eller få råd og vejledning fra fagfolk omkring deres børn og unge.

Seksuelle krænkelser i familien er en forbrydelse, som sætter dybe spor i et menneskes sjæl og kræver langvarig psykologbehandling.

Krænkeren skal helst have en juridisk dom og ikke mindst psykologisk behandling.

Selv om både tyrkiske, kurdiske og andre muslimske grupper ikke vil se i øjnene, at seksuelle krænkelser foregår i deres egne familie og måske har valgt at være tavse omkring eventuelle mistanker, vil jeg opfordre dem til allerførst at tage hånd om den krænkede. Sikkerhed, tryghed og den rette professionelle støtte kan få den krænkede til at fungere nu og senere i livet.

Familien skal også tage hånd om det familiemedlem, der begår forbrydelsen og ikke vælge tavsheden. Hvis de ikke tager hånd om det, vil den person begå flere seksuelle forbrydelser mod andre mennesker. Derfor er det bedste, familien kan gøre, at henvende sig til myndighederne for at få hjælp.

Yorumlara kapalıdır.