Çok Yakında

    Bilbrande

    Eylül 10th, 2016 | by Ahmet Demir
    Bilbrande
    Yazarlar
    0

    (Ahmet Demir’s artikel for Kuzey’s september udgave)

    Her i sommer har vi været vidner til adskillige bilbrande, især i Malmø i Sverige, men også her i landet. Hvorfor nogen vælger så voldsomme handlinger, som i yderste konsekvens kan koste menneskeliv?
    Fænomenet med bilbrande kan desuden skabe usikkerhed, mistænksomhed og angst blandt mennesker.
    Vores reaktion er, at de ikke tænker over, hvad de gør, og hvad konsekvenserne er for andre mennesker, dvs. bilejerne eller hvis det har kostet menneskeliv.

    Hvad er det udtryk for?

    Vores første, impulsive tanke er, at gerningsmændene ikke kan være normale. Når jeg læser om brændte biler, er det oftest sket i socialt belastede boligområder, dette sagt uden at generalisere. Efter min mening er fænomenet ikke bare drengestreger eller en galnings handlinger, men et udtryk for uro, utilfredshed og oprør mod samfundet.
    Vi kan alle være enige om, at politiet hurtigst muligt skal fange gerningsmændene, men vi andre skal også tænke over, hvordan vi som samfund kan minimere oprørske handlinger. Det vil jeg komme ind på i min afslutning.

    Har vi set noget lignende før?
    Bilbrande er ikke et nyt fænomen. Vi så for nogle år siden i Frankrig bilbrande, voldsom uro og konflikter mellem minoritets- og majoritetssamfundet. Når vi ser på Frankrig fra bilafbrændingerne til i dag, kan vi se, at der har været mange terrorhandlinger mod uskyldige mennesker. Min pointe med at nævne Frankrig er, at vi er nødt til at tage bilbrande alvorligt og se bredt på fænomenet, lige som politiet skal gøre alt, hvad de har i deres magt.
    Det vil være naivt at tro, at vi kan løse dette samfundsproblem via politiet. På trods af anholdelsen af en 21-årig mand afbrændes der stadig biler forskellige steder i landet.

    Hvad kan vi gøre?
    Efter min vurdering er fænomenet med bilbrande et udtryk for, at nogen føler sig uden for det sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige fællesskab. Disse borgere kan føle, at de i samfundsdebatten bliver omtalt som problemer for samfundet og af debattørerne bliver stemplede fx som:

    Dovne.
    Socialbedragere.
    Uegnede til at tilpasse sig samfundet.
    Problemer pga. social eller kulturel baggrund.
    Nogen, der skal straffes ved fx at fjerne kontanthjælp osv.
    Der er mange flere eksempler på, hvordan debattører og politikere stempler borgere som uduelige og problemer for samfundet.

    Selvfølgelig skal vi debattere dem, der føler sig uden for fællesskabet, men ikke for at nedværdige dem. Vi skal indføre en ordentlig debattone og retorik, hvor debattører og politikere skal tænke sig om.

    Vi skal som samfund også fokusere på, hvordan vi kan skabe rammer og vilkår for grupper, der har det svært, så de kan udvikle sig og fungere i arbejds-, uddannelses- og samfundsfællesskabet.

    Der er brug for håndgribelige initiativer, så de, der føler sig uden for fællesskabet, i deres dagligdag kan mærke, at samfundsdebatten fører til konkrete handlinger og får disse mennesker til at mærke, at de duer til noget, og at vi andre sætter pris på deres indsats fx i forhold til uddannelse, arbejde osv.

    Jeg tror på, at vi kan minimere antallet af mennesker, der stikker biler i brand eller skaber andre former for uro i samfundet, men jeg udelukker ikke, at der skal være juridiske konsekvenser for deres handlinger.

    Yorumlara kapalıdır.

    HTML Snippets Powered By : XYZScripts.com