Çok Yakında

Bag om “Farvel, mit Syrien” – reportageturen til Tyrkiet

Nisan 19th, 2016 | by Sanne Gram Fadel
Bag om “Farvel, mit Syrien” – reportageturen til Tyrkiet
Yazarlar
0

Af SANNE GRAM FADEL

sanne

Studievært på DR2 og forfatter til bogen ”Farvel, mit Syrien – fortællinger om krig og flugt”

Jeg ringede til Mehmet, en lokal tyrkisk journalist, som noget af det første, da jeg ankom til Gaziantep. Vi havde talt sammen over telefonen et par gange i ugen før min ankomst, for jeg ville være sikker på, at han havde en aftale med en menneskesmugler på plads. Jeg havde ikke lang tid i byen, før jeg skulle videre på rejsen, så jeg ville ikke spilde tiden med at lede efter de rigtige mennesker. Det ville være bedre, hvis aftalerne allerede var på plads. I min tid som mellemøstkorrespondent for Jyllands-Posten havde jeg god erfaring med at arbejde i Tyrkiet og Mellemøsten, og jeg vidste, at aftaler i denne kategori kunne brydes så let, som de blev indgået.

Mehmet fortalte, at vi den efterfølgende dag havde en aftale med en syrer, der arbejdede med at smugle mennesker over grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Han ville gerne fortælle sin historie, og den næste dag mødte jeg Abu Muhammed fra den syriske by Aleppo. Han er en af personerne i min bog ”Farvel, mit Syrien”, og han var flankeret af sin bror og sin nevø, da han trådte ind på cafeen, hvor vi skulle mødes. Vi satte os ned, og Abu Muhammed begyndte at fortælle. Han fortalte om, hvordan han selv var blevet tvunget til at flygte fra krigen i Syrien, havde arbejdet som menneskesmugler i en periode, da han boede tæt på grænsen på den syriske side, men området var blevet for farligt, og nu boede han i Gaziantep med sin kone og sine børn. Indimellem smuglede han stadig, men det var alligevel svært at få pengene til at slå til; han nævnte det flere gange. Jeg vidste godt, at det var et forsøg på at få penge for interviewet, men jeg havde allerede forud for vores møde sagt, at jeg ikke betalte for interviews. Jeg kunne betale for hans transport til cafeen, men ellers kunne jeg ikke betale noget. Abu Muhammed accepterede, og vi endte med at tale sammen i flere timer.

Få dage efter skulle jeg videre til Mersin. Ligesom Jad, en syrisk flygtning fra Damaskus og en af hovedpersonerne i bogen, tog jeg bussen fra Gaziantep til Mersin. En del af bogen var netop at rejse samme vej som mine hovedpersoner og beskrive deres rejser, og da jeg sad der i bussen, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvilke tanker Jad havde haft, da han sad der. Han var lige kommet ud af Syrien ved hjælp af en menneskesmugler, han havde forladt sin familie, og så sad han i bussen på vej mod Mersin, hvor han skulle finde en ny menneskesmugler, som kunne hjælpe ham over Middelhavet. Jad sad nu i Danmark, mens jeg sad der i bussen, fulgte hans fodspor og forsøgte at gøre hans flugt så levende som muligt i bogen.

Den lille havn i udkanten af Mersin var næsten tom, da jeg ankom. Kun få mennesker bevægede sig roligt på kajen, og på et af skibene sad Kerem og Onan og røg cigaretter. Jeg gik hen mod skibet sammen med mine to ”nye bedste venner”; en lokal journalist og en oversætter. Fra mine tidligere rejser som journalist i Tyrkiet var jeg godt klar over, at det ville være umuligt at tale med folk uden en oversætter. Jeg husker stadig, da jeg kom til Tyrkiet første gang som korrespondent for Jyllands-Posten. Jeg skulle dække parlamentsvalget i 2007 og var taget rundt i landet, blandt andet til Ankara, hvor jeg blev overrasket over, at så få tyrkere talte engelsk. Men denne gang var jeg forberedt – troede jeg. Jeg havde i god tid før min ankomst fået aftalerne på plads, for jeg havde kun få dage i Mersin. Men den oversætter, jeg havde en aftale med, sprang fra, og jeg stod nu uden oversætter og uden fixer, som er betegnelsen for den lokale hjælper, som journalister ofte benytter sig af, når de rejser rundt, og som kan lave aftaler for dem. Heldigvis er jeg beriget af bekendtskaber med rare og hjælpsomme tyrkere, som i løbet af ganske kort tid fik hjulpet mig med at få kontakt til nogle andre, og det var sammen med de to mænd, at jeg nærmede mig skibet. Vi vidste godt, at det kunne være, at de ikke ville tale – de var trods alt menneskesmuglere – men efter at jeg lovede dem, at de kunne optræde anonymt i bogen, ville de gerne fortælle. Vi sad i lang tid på dækket og talte om deres forretning, mens både Kerem og Onan kæderøg. Der var ingen tvivl om, at Kerem og Onan ikke var en del af det hardcore smuglernetværk. Dertil var de alt for åbne om deres forretning. De var blot to tyrkere, der tjente penge på at sejle flygtninge – for det meste syrere – ud til større skibe, der skulle transportere dem til Europa. Da Jad havde taget turen fra Mersin, sejlede de fleste skibe til Italien, men ruterne ændrede sig senere, så de fleste nu sejlede fra de tyrkiske havnebyer til Grækenland. Kerem og Onan var lige det, jeg søgte. Ligesom Abu Muhammed gjorde de noget, som nok er ulovligt, men som egentlig er meget menneskeligt; de udnyttede krigen og muligheden for at tjene penge til dem selv og deres familier. Alle var nederst i fødekæden, ingen af dem var de store bagmænd, og mens de to tyrkiske brødre brugte pengene til at betale af på lånet på båden, gjorde Abu Muhammed det for at forsørge sin familie. De illustrerede alle en af konsekvenserne af den syriske borgerkrig, og det var afgørende for bogen, at jeg fik dem med. Og ved hjælp af en lille portion held og gode hjælpere kunne jeg med tilfredshed sige, at turen til Tyrkiet havde været en succes, for historien om den syriske borgerkrig er også historien om menneskeskæbner. Både dem, der mister. Og dem, der udnytter dem, der mister.

Yorumlara kapalıdır.