Çok Yakında

ANKARA AFTALEN: 52 ÅRS FORGLEMMELSE

Ocak 26th, 2016 | by İrem Başaran Ulusoy
ANKARA AFTALEN: 52 ÅRS FORGLEMMELSE
Yazarlar
0

(İrem Başaran Ulusoy’s artikel for Kuzey’s januar udgave)

Danmark har længe haft ry for at have en af de mest stramme udlændingeregler inden for EU. Dansk Udlændingelov er kendt for at være meget dynamisk, hvilket også er bevist med de mange lovændringer, der har været igennem tiderne. Udlandets – især tredjeverdenslandsborgeres øgede interesse for Danmark som bopælsland har skabt en uendelig angst for fremmede i Danmark. Denne holdning har medført mange stramninger i udlændingeloven, især inden for reglerne om familiesammenføringer og permanent opholdstilladelser.

To af de mest diskuterede regler inden for familiesammenføring er 24 års reglen og tilknytningskravet. Begge regler er blevet fremlagt af VK regeringen tilbage i 2002. 24 års reglen betyder, at man først kan søge familiesammenføring, når begge parter er fyldt 24 år. Formålet med 24 års reglen er at forhindre pro forma- og tvangsægteskaber blandt de unge indvandrere. Tilknytningskravet betyder, at ægtefællers/partneres samlede tilknytning til Danmark skal være større end deres samlede tilknytning til det land ægtefællen kommer fra.

Selv om reglerne har været meget kritiserede og omdiskuterede forblev de som uændrede. Reglerne lever i dag i deres bedste velgående. Mange fra etniske minoriteter har været ramt hårdt af disse krav til familiesammenføringer, herunder især herboende tyrkiske borgere, som udgør en af de største etniske grupper i Danmark. Mange familier er netop på grund af disse to regler blevet separeret eller skilt, hvilket har haft enorme konsekvenser for de berørte familier. Mange børn af disse familier er vokset op uden den ene af forældrene og på grænsen til to lande uden nogen fast tilknytning til nogen lande.

Dette til trods for, at tyrkiske borgere i virkeligheden slet ikke burde være ramt af de forskellige stramninger i udlændingeloven. Tyrkiske borgere er nemlig sikret nogle fundamentale grundrettigheder alene gennem deres tyrkiske statsborgerskab. Deres rettigheder kommer fra den meget gamle, men lige så ukendte aftale kaldet Associeringsaftalen. Associeringsaftalen blev indgået mellem Tyrkiet og det daværende EF i 1963 og blev også kaldt for Ankara-aftalen. Formålet med aftalen dengang var gradvist at få Tyrkiet som et fuldgyldigt medlem af daværende EF (nu EU, red). Udover en toldunion mellem Tyrkiet og EF, fik de tyrkiske aktive borgere også en del lempelser på fri bevægelighedsområderne som tjenesteydere og arbejdstagere samt en del sociale rettigheder alene på grund Ankara-aftalen. Stand still klausulerne, der er en del af Ankara-aftalen tilsikrer de tyrkiske statsborgere deres rettigheder igennem et forbud mod yderligere stramninger inden for de nationale regler, herunder udlændingereglerne fra det tidspunkt, hvor de enkelte medlemsstater har ratificeret aftalen. For Danmarks vedkommende betyder det, at den danske udlændingelovgivning fra 1972 som udgangspunkt er gældende og danner grundlag for de tyrkiske statsborgere. Den danske stat må i henhold til Stand still klausulen ikke indføre nye regler, der vanskeliggøre/svækker de tyrkiske statsborgeres ret til familiesammenføring i henhold til Ankara aftalen.

På trods af sådant fundamentalt internationalt regelsæt, er kendskabet til Ankara aftalen minimalt. Hverken i Danmark eller i EU er de tyrkiske borgere eller embedsfolk vidende om deres EU retlige rettigheder. Det skyldes, at Danmark og resten af EU ikke har villet offentliggøre denne aftale for deres samfund. Heller ikke den Tyrkiske regering eller dens embedsfolk har gjort noget for at bringe Ankara aftalen frem i lyset. Det vides dog ikke, om det har været en bevidst strategi eller alene skyldtes manglende viden om den historiske aftale. Der har igennem de seneste år været få tal af sager indbragt for den Europæiske domstol, som har omhandlet tyrkernes rettigheder efter Associeringsaftalen. Disse afgørelser har fået de offentlige myndigheder i Europa herunder Danmark til at omtale og anerkende Associeringsaftalens eksistens. Men da man ikke har en reel interesse i at oplyse de tyrkiske borgere om deres grundlæggende rettigheder, har dette altid været holdt på et meget formelt og begrænset niveau.

Selvom det kan lyde ret uoverskueligt og ligefrem umuligt som almen tyrkisk borgere at gøre krav på sine rettigheder efter Associeringsaftalen, er dette ikke umuligt. Dog er det altid vigtigt, at man rådfører sig med en jurist, der netop arbejder med reglerne. Man skal ej heller lade sig stoppe af den danske udlændingestyrelse, hvis man får et afslag. Dette skyldes mere deres uvidenhed på området end det modsatte.

Yorumlara kapalıdır.